USA's militær dræber mand på fartøj i Stillehavet – to overlever angreb

USA's sydlige kommando, Southcom, angreb tirsdag et fartøj i den østlige del af Stillehavet. Én mand blev dræbt, to overlevede.

USA's militær dræber mand på fartøj i Stillehavet – to overlever angreb

Southcom angriber påstået narkoskib i Stillehavet

USA's militær dræbte tirsdag én mand under et angreb på et fartøj i den østlige del af Stillehavet. To andre mænd overlevede angrebet, oplyser USA's sydlige kommando, Southcom, i et opslag på X natten til onsdag dansk tid – som Ekstra Bladet refererer.

Ifølge kommandoen tilhørte fartøjet grupper, der af USA er udpeget som terrororganisationer. Det specificeres ikke, hvilke organisationer der er tale om.

– Efterretninger bekræftede, at fartøjet bevægede sig langs en kendt rute til narkohandel i den østlige del af Stillehavet, og at det var en del af operationer relateret til narkohandel, lyder det i opslaget fra Southcom.

Den dræbte beskrives af kommandoen som en "narkoterrorist". Hans nationalitet fremgår ikke. Angrebet blev udført på ordre fra Southcoms chef, general Francis L. Donovan.

Efter hændelsen underrettede Southcom den amerikanske kystvagt, så eftersøgnings- og redningssystemet kunne aktiveres for de to overlevende. Ingen amerikanske styrker kom til skade.

I opslaget deler kommandoen en video, der tilsyneladende viser angrebet – herpå ses et fartøj eksplodere på havet.

Trumps administration begyndte i september at angribe påståede narkobåde i Det Caribiske Hav og den østlige del af Stillehavet, og siden er der gennemført adskillige angreb i området. Ifølge Reuters har angrebene kostet over 200 personer livet, og det er sjældent, at der er overlevende.

USA betegner angrebene som en indsats mod ulovlig narkotikahandel i regionen, men landet har ikke fremlagt definitive beviser for, at de ramte fartøjer er egentlige narkoskibe. Juridiske eksperter og menneskerettighedsgrupper har sat spørgsmålstegn ved angrebenes lovlighed.

Source: Ekstra Bladet