To unge mænd anholdt for spionage i Nørresundby – sigtet for at fotografere forsvarsvirksomhed

To mænd på 18 og 21 år er anholdt i Nordjylland, sigtet for at have fotograferet forsvarsvirksomheden My Defence og sendt billederne videre til russisk efterretning.

To unge mænd anholdt for spionage i Nørresundby – sigtet for at fotografere forsvarsvirksomhed

Grundlovsforhør i Aalborg efter spionageanhold i Nørresundby

To unge mænd er mandag blevet anholdt i en spionagesag i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi ifølge B.T. Sagen efterforskes i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET).

Tirsdag eftermiddag klokken 16.30 blev de to fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg. Anklagemyndigheden begærede lukkede døre, og dommeren imødekom begæringen – de to mænds eventuelle forklaringer er dermed ikke kommet offentligt frem.

– Det er en sag, vi ser på med stor alvor, siger politiinspektør Sune Myrup, efterforskningsleder i Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.

Sigtet for at fotografere forsvarsvirksomhed

Ifølge TV2 Nord er de sigtede henholdsvis 18 og 21 år. De er sigtet for mandag, sammen med flere endnu ukendte gerningsmænd, at have fotograferet virksomheden My Defence på Hjørringvej i Nørresundby. Billederne blev efterfølgende sendt videre til en bruger på beskedtjenesten Telegram.

Anklagemyndigheden mener, at billederne var tiltænkt russiske efterretningstjenester, oplyser TV2 Nord. My Defence er en forsvarsvirksomhed, der udvikler teknologi til droneforsvar.

De to er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 108, stk. 1.

En tolk var til stede i retten, da de to mænd ikke forstår dansk. Ifølge DR er tolken russisk/ukrainsk. DR skriver endvidere, at begge mænd nægter sig skyldige.

PET advarer mod opgaver fra ukendte på sociale medier

PET bekræfter over for Ritzau pr. mail at bistå politiet i efterforskningen, men har ingen yderligere kommentarer til den konkrete mistanke. Efterretningstjenesten kvitterer dog for My Defences opmærksomhed og samarbejde med myndighederne.

I mailen advarer PET samtidig mod at påtage sig opgaver fra ukendte personer på sociale medier om at fotografere eller indsamle oplysninger om forsvarsvirksomheder og sikkerhedsfølsomme mål.

– En tilsyneladende enkel fotoopgave kan bruges til at forberede sabotage. Man kan dermed hjælpe en fremmed efterretningstjeneste uden at kende den reelle opdragsgiver eller formålet med opgaven, lyder det.

Tjenesten opfordrer desuden til, at man kontakter politiet, hvis man bliver kontaktet om sådanne opgaver – også selv om man allerede har udført en opgave og efterfølgende er kommet i tvivl om, hvad oplysningerne skal bruges til.

Det fremgår ikke af sagen, om de to anholdte mænd skal være blevet hyret til opgaven via sociale medier. My Defence har ikke ønsket at kommentere sagen over for Ritzau.

Source: B.T.

Read this article in English