Ukendt mand opsøgte børn i Hovedgård – politi mangler mistænkt

En mand med "underlig adfærd" har fulgt efter en 10-årig pige og forsøgt at kontakte en 7-årig dreng i Hovedgård. Politiet øger patruljering og efterlyser vidner.

Ukendt mand opsøgte børn i Hovedgård – politi mangler mistænkt

Mand fulgte efter 10-årig pige og opsøgte 7-årig dreng i Hovedgård

Sydøstjyllands Politi har modtaget to anmeldelser denne uge om en fremmed mand, der har opsøgt børn i Hovedgård, oplyser TV 2 Nyheder. Politiet har ingen mistænkte og opfordrer nu borgere med oplysninger til at henvende sig.

Den første episode fandt sted den 27. oktober omkring kl. 17.30 i området Tornbjerg. Her blev en tiårig pige forfulgt af en mand i mørkt tøj.

– Ifølge hendes mor løber manden efter hende. Imens ringer pigen til sin mor, og han stopper efterfølgende op og forlader stedet. Det er hun meget utryg ved, siger vicepolitiinspektør Lars Elmstrøm.

Dagen efter, den 28. oktober, blev en syvårig dreng kontaktet af en fremmed mand, mens han opholdt sig på Hovedgård Skoles legeplads i et frikvarter.

– Formentlig samme mand kommer frem fra et skovområde, hvor han har gemt sig lidt. Han forsøger at vinke drengen over til sig, men drengen går i stedet væk og finder en kammerat, siger Lars Elmstrøm.

Politiet vurderer, at der formentlig er tale om den samme person i begge tilfælde, men har endnu ikke identificeret manden.

– Det er ikke til at vide, hvad det handler om, men det er enormt utryghedsskabende, når det er mindreårige, der bliver opsøgt af en fremmed mand, og vi vil meget gerne finde frem til den pågældende, siger vicepolitiinspektøren.

Ifølge politiet er der ikke registreret lignende hændelser i byen tidligere i år, og efterforskerne har ikke meget at gå efter. Politiet håber, at borgere med relevante observationer vil kontakte dem.

– Vi har ikke nogen mistænkte om, hvem det er. Så vi vil meget gerne høre fra forældre, hvis de har oplevet lignende eller har set en mand med en underlig adfærd, siger Lars Elmstrøm.

Som følge af de to episoder vil der blive øget patruljering i Hovedgård. Lokalbetjenten i området er ligeledes orienteret om hændelserne, og skolen har sendt en besked til forældrene via Aula.

Vicepolitiinspektøren opfordrer desuden forældre til at tale med deres børn om, hvad de skal gøre, hvis en fremmed henvender sig.

– De skal vide, at hvis de ser en underlig mand eller fremmede, der henvender sig, skal de finde en voksen. Og så må de voksne meget gerne kontakte os, siger han.

Source: TV 2 Nyheder

Read this article in English