Byrådspolitiker fra Tårnby tiltalt for brud på tavshedspligt – anklagere kræver fængsel
Liv Gam fra Tårnby Listen er tiltalt for at lække fortrolige oplysninger fra et udvalgsmøde. Anklagemyndigheden kræver fængselsstraf.

Tårnby-politiker i retten for at lække fortrolig udvalgsinformation
Anklagemyndigheden ved Københavns Politi kræver fængselsstraf til en 53-årig byrådspolitiker fra Tårnby, der er tiltalt for brud på tavshedspligten. Det oplyser B.T.
Der er tale om Liv Gam fra det lokale parti Tårnby Listen. Hun er tiltalt for at have videregivet fortrolige oplysninger, der fremkom på et møde i Tårnby Kommunes Sundheds- og Omsorgsudvalg, til en person uden for udvalget.
Ifølge anklageskriftet modtog den pågældende person derved et tip om et forestående servicetjek af kommunens specialiserede voksenområde – et område, der blandt andet dækker tilbud og ydelser til voksne med handicap eller sindslidelser.
Oplysningerne var alene tilgængelige for udvalgets medlemmer, mener anklagemyndigheden.
Sagen behandles i Københavns Byret torsdag den 8. september om formiddagen. Københavns Politi ønsker ikke forud for retsmødet at oplyse, hvem oplysningerne angiveligt blev videregivet til, eller om den pågældende person arbejdede inden for det specialiserede voksenområde.
Af anklageskriftet fremgår det ikke, om det formodede læk fik konkrete konsekvenser.
Tårnby Kommune afviser at kommentere sagen direkte, men til Ritzau skriver kommunen: "Når vi som kommune har dokumentation for, at en medarbejder eller politiker har videregivet fortrolige oplysninger til udefrakommende, er vi som myndighed nødt til at reagere. Vi har ikke yderligere kommentarer i sagen, men henviser til politiet."
Ritzau har forgæves forsøgt at få kontakt til Liv Gam og hendes forsvarsadvokat Mie Sønder Koch for at høre, hvordan politikeren forholder sig til tiltalen.
Source: B.T.