Ny anholdelse i sværdangreb på gymnasium i Fagersta – mistænkt for medvirken til drab
En anden mand er anholdt mistænkt for medvirken til drabet på Brinellskolan i Fagersta. En 18-årig sidder allerede varetægtsfængslet.

Endnu en anholdt efter sværdangreb på Brinellskolan
En ny mand er blevet anholdt i sagen om sværdangrebet på gymnasiet Brinellskolan i den svenske by Fagersta, som fandt sted fredag i sidste uge. Det oplyser den svenske anklagemyndighed til SVT ifølge Politiken.
Den nyanholdte mand er mistænkt for medvirken til drab og medvirken til drabsforsøg. Hans alder er ikke oplyst, og det er heller ikke bekræftet, om han er tilknyttet gymnasiet.
En 18-årig mand sidder allerede varetægtsfængslet anklaget for drab og drabsforsøg. Lørdag blev det bekræftet af Fagersta Kommunes uddannelseschef til SVT, at den 18-årige selv er elev på den skole, hvor angrebet fandt sted.
Politiet havde tidligere udtalt, at man ikke forventede yderligere gerningsmænd i sagen.
Under angrebet blev en 17-årig pige dræbt, og tre andre elever blev kvæstet. Politiet modtog klokken 14.06 en anmeldelse om igangværende dødelig vold på skolen, der har cirka 450 elever.
Den 18-årige var ifølge oplysningerne iført hjelm og sort elefanthue, da han angreb med sværd. Under anholdelsen blev der affyret skud. Politiets talsmand Stefan Larsson afviste lørdag, at den formodede gerningsmand var blevet ramt.
»Jeg har ingen oplysninger om, at den mistænkte gerningsperson skal være ramt af skud«, sagde Larsson til det svenske medie.
Det er ikke oplyst, om der var tale om et varselsskud. Politiet har endnu ikke udtalt sig om et motiv i sagen.
Source: Politiken